Sådan ser Thinks bud på en ny el-bil ud. Topfarten er 100 km/t med en acceleration fra 0 til 50 på 6,5 sekunder. Den er udviklet i samarbejde med Ford, som dog trak sig ud af projektet i sidste øjeblik fordi elbilen alligevel ikke passede ind i Fords strategi.



En Zebra under køleren
Zebrabatteriet kan ifølge producenterne holde en ladning på 100-120 Wh/kg. Det er næsten fire gange så meget som et blybatteri og på samme niveau som et lithium-ionbatteri. Zebra-batteriet er bygget op med celler i en stålbeholder med en keramisk indre beholder, der fungerer som en elektrolyt - altså den væske, der bl.a. muliggør op- og afladefunktionen i batteriet. Saltet hældes i den indre beholder sammen med nikkelpulver og nogle stoffer, producenten vil holde hemmelige.

Den positive elektrode udgøres af cellerne stukket ned i væsken, mens stålbeholder er den negative elektrode. Når de er koblet sammen, varmes cellerne op, saltet smelter, og så kan batteriet lades op.

Mængden af smeltet salt på ydersiden af den keramiske indre beholder varierer med ladetilstanden, men det er vigtigt, at der er en god elektrisk kontakt lang hele den keramiske flade.

Problemet er søgt løst ved, at det smeltede salt er indkapslet i en fjedrende stålbeholder, der udvider og trækker sig sammen alt efter, hvor meget salt den indeholder - nærmest ligesom en ballon.


Tekniske Data
Topfart 100 km/t
0-50 km/t på 6,5 sek
0-80 km/t på 16 sek
50-80 km/t på 10 sek
180 km på en opladning
Batteri 24,5 kWh Zebra

Std. udstyr
2 airbags
ABS bremser
Servostyring
Eldrevne ruder
El-justerbare sidespejle
Højdejusterbart rat

Think Elbil på vej til Danmark


På et møde om elbiler i Energistyrelsen afslørede Ricard Waitz fra Think Global i Norge at 50 stk Think City er på vej til Danmark.

Af Per Praëm - Dansk Elbil Komité (10. september 2008)

Energistyrelsen havde indkaldt til orienteringsmøde om forsøgsordningen for elbiler. Blandt indlæggene var også en orientering fra Think i Norge ved Ricard Waitz. Han fortalte blandt andet at produktionen af Thinken netop var startet og man regnede med at kunne producere 600 stk inden årets udgang. I 2009 vil produktionen komme op på fulde omdrejninger og man forventer at kunne levere et sted mellem 8000 til 10000, som er fabrikkens kapacitet.

DEK's udsendte erfarede at Danmark var udset til at blive det første land som Thinken vil blive eksporteret til - som Ricard fortalte: "Lige så snart vi har fået mættet den værste efterspørgsel i Norge, vil der komme biler til Danmark". Ud af de første 600 biler er 50 reserveret til det danske marked, og man forventer at se bilerne her i landet i løbet af efterårsmånederne.

På et spørgsmål om prisen i Danmark, sagde Ricard at bilen vil komme til salg til en pris meget tæt på 200.000 kroner og dertil skal regnes med en udgift til leje af batterierne - for de er nemlig ikke med i prisen - på omkring 1500 kr. per måned.

I første omgang vil salget være koncentreret om hovedstadsområdet, hvor man åbenbart har både forhandlernet og serviceværksteder klar - uden dog at Ricard ville afsløre noget om disse planer.

Det er batterierne som volder Think problemer. De første biler vil være udstyret med det såkaldte Zebrabatteri som har sin oprindelse i Afrika. Zeolite Battery Research Africa Project begyndte i 1970'erne, hvor forskerne arbejdede med en højtemperaturteknologi med salt som ingrediens i den kemiske væske, der gør, at et batteri kan blive op- og afladet. Teknologien blev senere købt af et schweizisk selskab i 1999. Fordelen er, at salt ikke er giftigt, let og i denne form som almindeligt bordsalt særdeles billigt. Dertil har det en høj ladetæthed og levetid.

Zebrabatteriet skulle ifølge Think være udemærket, men producenten af batteriet kan ikke levere alle de batteripakker, som Think har brug for, derfor arbejder man med to alternative leverandører, begge med lithium baserede teknologier: Et nanofosfat system produceret af A123 Systems og et lithium mangan system fra Enerdel, men ingen af de to lithium batteripakker er endnu klar til levering i biler ud til brugerne.

Fordelene ved Zebra batteriet er energitætheden, prisen og levetiden. Et sådant batteri har et sted mellem 100 og 120 Wh pr. kg., hvilket er fire gange så meget som et bly batteri og næsten samme niveau som lithium-ion batterierne. Ulempen er at driftstemperaturen skal være minimum 270ºC, hvilket er nødvendigt for at holde saltet i batteriet flydende, ellers kan de kemiske reaktioner ikke forgå.

Driftstemperaturen skal ligge mellem 270 og 350ºC. Når bilen er i brug er dette ikke noget problem idet batteriet selv udvikler varme p.g.a. af den indre modstand og har derfor ikke behov for ekstra opvarmning. Efter en lang køretur vil batteriet have en sluttemperatur tæt på 350ºC og da batteriet ligger i en isoleret indpakning, vil der gå lang tid før temperaturen falder.

Men hvis temperaturen kommer under 270ºC skal der tilføres ekstra varme. Det sker ved hjælp af et varmelegme, som får sin strøm fra batteriet. Energitabet fra batteriet ligger et sted mellem 50 og 100 Watt i timen, hvilket bliver til omkring 2 kWh i døgnet.

En elbil med Zebrabatteri bør derfor ikke henstå i flere døgn uden at være tilkoblet elnettet, da batteriet da kan ende med at have brugt alt sin ladning på at holde sig selv varmt. Hvor andre batteriteknologier ofte mister kapacitet om vinteren, så har Zebrabatteriet selvsagt ikke den ulempe, idet temperaturen aldrig må komme under 270ºC

Zebrabatteriet i den nye Think er på 24.5 kWh, hvilket skulle give bilen en rækkevidde på mindst 180 km. Da man forventer at batteriet holder minimum 1000 opladninger skulle det give en holdbarhed på 180.000 km før batteripakken skal udskiftes.

Køber man en Think elbil er det også slut med buler i bilen. I stedet for lakeret jernplade er alle de farvede dele på bilen lavet af gennemfarvet ABS-plast, som automatisk finder tilbage til sin fastlagte form, hvis nogen trykker en bule i det.

Mens Ford havde Think projektet på deres hænder brugte man mange kræfter på at lave bilen sikker, hvis uheldet skulle være ude - Ricard fortalte, at man forventede at Thinken vil opnå mindst 4 stjerne i en Euro-NCAP crashtest.

Erfaringen fra den forrige model Think viser at folk ofte køber den som bil nummer to, men at den hurtig får status som nummer et.

På den sikkerhedsmæssige side har Think'en 2 airbags og blokeringsfrie bremser, men den mangler ESP og sideairbags for at være oppe på højde med det niveau vi er vant til fra almindelige biler. Disse essentielle sikkerhedselementer kan heller ikke tilkøbes som ekstraudstyr.

Som ekstraudstyr kan der købes radio, centrallås, alu-fælge, alarm og manuelt klimaanlæg. Grundversionen er to sædet, men man arbejder på ar udvikle en bagsædeløsning rettet specielt mod mindre børn.