Elbil er Danmarks 3. bedst solgte sportsvogn


21. December 2010 - Delk


Tesla Roadster er Danmarks mest solgte elbil

Verdens hurtigste elektriske sportsvogn Tesla Roadster er ikke bare den bedst sælgende elbil i Danmark i 2010. Tesla Roadster giver samtidig de benzindrevne sportsvogne kamp til stregen og kommer totalt set ind på en tredjeplads, når det gælder salget af 2 personers sportsvogne i prisklassen fra 700.000- 1 million kr.

Ifølge tal fra bilbranchen er der indtil november måned 2010 indregistreret 7 nye Tesla Roadsters i Danmark. Derudover meddeler Tesla Danmark, at der er indregistreret en Roadster i december.

Teslas salgstal skal ses i det perspektiv, at firmaet indtil 1. juli ikke havde en butik i Danmark. Tesla har i årets sidste halvdel optrappet sin tilstedeværelse i Danmark med åbningen af et nyt showroom og service center. Tesla Danmark er firmaets 13. showroom globalt, og butikken i fashionable Bredgade tjener som skandinavisk hovedsæde. Tesla meddeler at der er leveret over 30 biler til det Skandinaviske marked i år, og i alt kører der omkring 60 Roadsters på de skandinaviske veje.

    Top 3 sportsvogne i Danmark 2010
  • BMW Z4: 9 Stk. Pris fra 703.000 kr.
  • Mercedes SLK: 8 Stk. Pris fra 998.000 kr.
  • Tesla Roadster: 7 Stk. Pris fra 780.000 kr.
(til og med november)

Tesla og Norske Think er de eneste fabriksproducerede elbiler solgt i Danmark i 2010. Til og med november er der solgt 5 Think.