Filmmanden Chris Paine på dansk visit





Af David Marc Hansen

Den amerikanske filmmand og miljøaktivist, Chris Paine, var for nylig gæst og foredragsholder i forbindelse med et netværksarrangement på Hotel Kong Arthur i København.

Det 1 times foredrag, som Chris Paine for tiden afholder på universiteter rundt om i USA, gav han her et 20 minutters opkog af. Således kunne man høre ham give en kort gennemgang af elbilens rolle i det amerikanske samfund, og ikke mindst baggrunden for elbilens tilbagekomst på den internationale scene, hvilket er baggrunden for Chris Paines kommende film 'Revenge of the electric car', som han er i gang med at lave.

Chris Paine fremviste 26 grunde til at elbilen "...rejser sig fra de døde", med henvisning til hans kendte dokumentarfilm, 'Who killed the electric car' fra 2006, der stillede spørgsmålstegn ved olieindustriens og den amerikanske stats rolle i forbindelse med skrotningen af EV1'eren i 2003 (GM's elbil produceret 1996-99). Forurening og klimaændringer, krisen i bilbyen Detroit, sportsvognen Tesla som sexikon, tidsånden og endnu mere fokus på national sikkerhed er blot nogle af de pointer han fremhævede, der ifølge ham er vigtige faktorer til at elbilen vil få mere tag blandt de amerikanske forbrugere.

I 'Revenge of the electric car' vil han ikke have samme fokus på miljøet, som i filmen fra 2006. "Folk interesserer sig ikke nok om miljøet, så derfor vil filmen omhandle de fordele elbilen har i forhold til den konventionelle bil.

"Ændringer kan ske. Jeg er optimist" erklærer han, når snakken går på elbilens fremtid. Chris Paine, der før havde fornøjelsen af dagligt at køre EV1'eren, og som nu kører i en konverteret Toyota RAV4 (400.000 km på samme batteripakke) og i en Tesla Roadster, mener at der ligger et stort arbejde med at aflive myterne om elbilen, hvilket han tilkendegiver er et problem overalt i elbilbranchen, "men elbilen er et sikkert valg!".

Efter foredraget fik Chris Paine flere ture med Axel Boisens ombyggede Nimbus fra 1937 (ombygget i 2008), til stor glæde for ham selv og tilskuerne, og der blev diskuteret og delt meninger på kryds og tværs.