Nye standarder for opladning af elbiler på vej


Dansk Elbil Komité (April 2011)

Hidtil har vores elbiler været udstyret med almindelige 230 volt 10 amperes stikproper eller også den blå CEE stikker på 16 Amp. til at forsyne bilens on-board lader med strøm fra elnettet. Det har da også kunnet gå så længe bilerne har været begrænset af tunge batterier med lav kapacitet.

Nu myldrer det frem med nye elbiler næsten hver dag og elselskaberne snakker om et intelligent netværk til opladning af elbilerne med vindmøllestrøm, men hvordan skal det nogen sinde lade sig gøre at lave en sådan infrastruktur, hvis hvert fabrikat har sit eget system til tilslutning for opladning.

Selvom der er forskellige typer af batteripakker med forskellige klemspændinger i de mange elbiler, så ser det endelig ud til at der er en standard på vej.



IEC's arbejde med forsyning til elbiler

TC 69 Electric road vehicles and electric industrial trucks har bl.a. udviklet standarden IEC 61851-1 for opladning af elbiler via kabel. Denne standard fastlægger fire måder (modes) at oplade på:

Mode 1 (AC) - Langsom opladning via almindelig stikkontakt

Mode 2 (AC) - Langsom opladning via almindelig stikkontakt med beskyttelsesudstyr indbygget i kablet

Mode 3 (AC) - Langsom eller hurtigopladning via en specificeret stikkontakt og med permanent indbygget styre- og sikkerhedsfunktion

Mode 4 (DC) - Hurtig opladning med ekstern ladekredsløb.



SC 23H Industrial plugs and socket-outlets har udgivet IEC 62196-1, der dækker de generelle krav til stikkontakter til elbiler og er tæt ved at færdiggøre IEC 62196-2, som standardiserer tre stiktyper til vekselstrømsopladning:

Type 1 - Enfaset opladning via stikkontakt fra fx japanske Yazaki eller amerikanske SAE J1772

Type 2 - Én- eller trefaset opladning via stikkontakt uden lukkemekanisme fra tyske Menekes (VDE-AR-E-2623-2-2).

Type 3 - Én- eller trefaset opladning via stikkontakt med lukkemekanisme fra fx italienske SCAME udarbejdet af EV Plug Alliance.

SC 23H er også i gang med at udvikle IEC 62196-3 for stikkontakter til jævnstrømsopladning. Arbejdet er stadig på begynderstadiet og mange forslag er på bordet som fx det japanske CHAdeMO, men der er også forslag om at kunne anvende den samme stikkontakt til såvel jævnstrøms- som vekselsstrømsopladning.



Nedenstående tabel viser sammenhængen mellem kørt strækning og ladetid ved forskellige typer af stikkontakter:

Den første kolonne viser hvor mange kilometre elbilen havde kørt inden den blev sat til opladning. Idet der regnes med et elforbrug på 120 Wh/km fra batteri til motor beregnes i kolonne 2 hvor meget strøm der er blevet tappet af batteriet. Laderens virkningsgrad inklusive tab ved overladning af batterier er sat til 85%, således kolonne 3 giver den mængde energi, der skal trækkes fra elnettet.

De sidste 4 kolonner angiver hvor lang tid (timer), det vil tage at hente de anførte kilowatt timer ud fra forskellige typer af stikkontakter