Fisker Karma følger tidsplanen



af Per Praëm - Dansk Elbil Komité (13. juni 2009)

Den 14. januar 2008 havde Henrik Fisker indkaldt til pressemøde på biludstillingen i Detroit for at vise prototypen af sin hybridbil - nu 1½ år efter er produktionen ved at komme i gang og de første biler vil komme ud af fabrikken i Finland i slutningen af året, og man forventer at begynde at levere biler til kunderne i maj eller juni 2010.

Det rapporteres at der allerede er forhåndsbestillinger på 1400 stk. Prisen i USA forventes at blive 87.000 $

Undertegnede havde fornøjelsen at røre ved to eksemplarer af bilen på New York Autoshow her i påsken 2009. Der var en kæmpe stand hegnet ind af den i USA så obligatoriske snor, som skal holde publikum væk. Men efter lidt forhandling med de flinke damer på standen (Henrik Fisker var der desværre ikke selv) fik jeg lov til at komme inden for afspærringen - til stor misundelse fra de øvrige besøgende.

Fisker Karma er en plugin-hybrid bil. Batterierne giver mulighed for at køre 80 km på strøm fra stikkontakten alene, og er det ikke nok, så træder den firecylindrede motor til og forsyner bilen med strøm via en stor generator. Foruden design går Henrik Fisker meget op i, hvordan en bil skal lyde, og selv om man kan snige sig næsten lydløst af sted i den, så kan man også aktivere en sportsknap, der giver maksimal ydelse og en lyd, der ifølge Henrik Fisker selv, minder mest om den, man hører fra en Formel 1-racer.

Tophastigheden er på 200 km/t. Selve teknikken i bilen er udviklet af "Quantum Teknologies" kun til "Fisker Automotive", hvor man kalder systemet "Q DRIVE". Efter de 80 første rene elektriske kilometre kommer strømmen fra en 2 liters GM Ecotech benzin motor, som driver en generator, der under kørsel genoplader lithium-ion batterierne..

Under benzindrift forventes bilen at kunne køre over 40 km/l.

Bilen drives af to elektromotorer som tilsammen yder 300 kW, hvilket giver bilen en acceleration fra 0 til 100 km/t på lige under 6 sekunder. På taget af bilen findes et sol-panel, som kan give 0,5 kWh pr. dag, hvilket kun synes som en dråbe i havet i forhold til de 22,6 kWh, som kapaciteten på traksionsbatterierne.

Solcellerne kan bringes til at virke i tre forskellige modes - "auto", "climate" og "charging". I stilling "climate" fødes energien fra solcellerne direkte til bilens klimasystem. I "charging" mode føres strømmen til batterierne og i "Auto", som er default indstillingen, bestemmer computeren selv hvad strømmen skal brugs til.

Bilen er opbygget på en aluminiumsramme, som er udviklet i samarbejde med Norsk-Hydro. Uden på denne ramme er bilen beklædt men en kombination af aluminiumspaneler og paneler lavet kompositmaterialer.

Bilen bygges hos Valmet i Finland og der forventes en årsproduktion på 15.000 stk.





Der var anbragt et spejl under bilen, så man kunne se den imponerende elmotor.

Eksklusivt interview med Henrik Fisker produceret af Jyskebank TV.