Elbilerne er lige om hjørnet
Af Per Jørgensen Møller
Formand for Dansk Elbil Komité
(April 2008)
Nogle siger at der vil gå 20 år inden elbilerne vil slå an i Danmark.
Men hvorfor vente i tyve år? Skal vi så bare sætte os ned og vente de næste 15 år og så i øvrigt bare
bruge los af de fossile brændstoffer på den mest uhensigtsmæssige måde man næsten kan tænke sig?
Vi skal have elbiler fordi:
- Elbilerne har den bedste energieffektivitet
- Kan køre på vedvarende energi -(og generelt er mest effektiv på el produceret på alle mulige andre måder.)
- Lavest CO2 udslip - kan være 0!
- Giver lavest trafikstøj og lokalforurening.
- Øget komfort og sikkerhed
- Laveste vedligeholdsomkostninger
- Kan stabilisere elforsyningen.
Der er således også en hel del samfundsgavnlige egenskaber, som det heller ikke kan gå for hurtigt med at få implementeret.
Jo selvfølgelig kan vi da vente - det går jo fint - investeringer i at skifte til en anden teknologi kan
udskydes - vi har stadig rådighed over store mængder fossile brændstoffer (de har dog en kedelig tendens
til at stige i pris, men pyt vi har råd til det.) Så har den gode gamle teknologi jo også den fordel,
at den kan beskattes hårdt med adfærdsregulerende afgifter - vi bør jo gøre os mindre afhængige.
Så tilbage til komponenterne. De kære batterier er jo altid et godt sted at starte. Ja hvor stort
et batteri skal vi have og hvor langt skal vi kunne køre på en opladning? Det afhænger jo meget af
hvad vi skal bruge bilen til og skal vi ikke bare starte med at være lidt beskedne og vælge nogen
af de brugersegmenter, der bedst egner til den nuværende elbils egenskaber.
Jo det er rigtigt at den så ikke egner sig til at køre fra København til Hanstholm hver dag,
men det er vi jo også rigtig mange som ikke gør. Vi kører vores 25 - 75 km dag efter dag og det
egner elbilen sig fantastisk til. Men det varer ikke så længe, så bliver batterierne endnu bedre - mere kapacitet og hurtigere ladning.
Infrastrukturen er vi jo så heldige, at vi allerede har - jo der skal i første omgang sættes
nogen flere stikkontakter op - ikke ladestationer - og de koster såmænd ikke meget i byggemarkederne.
Med hensyn til tilkobling til højspændingsnettet kan jeg godt se det er en dum ide at koble
bilen direkte til 10kV eller 100kV - specielt i regnvejr, men der bruger vi bare nogen smarte
ladere, som sætter spændingen ned til noget mere håndterbart.
I øvrigt er det jo så heldigt at bilerne kører en meget lille del af døgnet og når de så står
stille kan de tilsluttes en ganske normal 230V/16A stikkontakt, som du selv nævner ved boligen,
på arbejde, ved butikscentret, rasteplads og sågar tankstationer. Det er jo endvidere så heldigt
at litiumbatterierne er fortrinlige til "sjatladning".
Angående udbyttelige batterier er det selvfølgelig en udfordring at designe et sådant system,
men det kræver ikke den store grundforskning og i virkeligheden er det måske slet ikke nødvendigt.
Frem og tilbageførsel af el er da også en udfordring, men vi har teknologi i dag, der trådløst
kan monitorere næsten hvad som helst, så hvorfor ikke hvad der går ind og ud af et batteri. Nej
det er ikke for børn, men et fornuftigt brugerinterface og lidt instruktion kan nok gøre det.
Jeg kender desværre ikke så meget til omkostningerne ved bilproduktion, men hvis man
kan "retrofitte" en benzinbil i dag med et eldrivsystem for lad os sige 200.000 Kr totalt
må det alt andet lige blive meget billigere ved storproduktion og der er vist ingen gode
argumenter for at en elbil skulle være dyrere at producere frem for en fossilbil - bortset
fra måske lidt ekstra til batteriet. Vi har endog store danske firmaer, som er eksperter i
at producere billige højeffektive motorer med tilhørende elektronik.
Man behøver jo ikke at kunne producere hele spektret af biler. Det er så heldigt at fossile
og eldrevne sagtens kan køre på de samme veje. Nogen segmenter kan jo vedblive at være fossile eller lidt bedre hybride.
Sikkerhed er altid vigtig og såvel som man skal omgå store mængder stærkt brændbare
væsker med forsigtighed skal man ligeledes være forsigtig med store batterier og huske
sikkerhedskomponenter som sikringer og sikkerhedsafbrydere.
Om DONG er overoptimistiske skal jeg ikke udtale mig om, men jo før vi får sat gang i
konverteringen til at bruge el i transportsektoren jo før får vi gavn af de forbedringer
det medfører og kan vise verden en bedre metode end bare at lade stå til.
ELBILERNE KOMMER !
mvh
Per Jørgensen Møller
Dansk Elbil Komité