Citroën DS3 - Nu også som elbil


af Per Praëm - Dansk Elbil Komité (18-september-2012)

Når motorshowet i Paris åbner om 2 uger, så vil Citroën fremvise flere nye elbiler på deres stand. Ud over den Citroën Berlingo Electric, som vi tidligere har omtalt, så vil den smarte personbil DS3 også være at finde i en elbilsudgave på standen.



Bilen, som kaldes Citroën DS3 Electrum, påstås af Citroën - på trods af at der er elektrisk - at have samme sportslige performance som den nuværende DS3 i benzinudgave.

To elmotorer

Den elektriske DS3 har hele to elmotorer på hver 64 kW (tilsammen 128 kW = 170 HK), som trækker på forhjulene. Citroën fortæller at på trods af de to elmotorer, så er bilens drivsystem så kompakt, at man ikke har mistet hverken kabineplads eller plads i bagagerummet. Faktisk har udviklingen af dette to-motors drivsystem gjort at firmaet i fremtiden vil kunne tilbyde el-udgaver af andre af deres modeller.

Strømmen kommer fra en Lithium-ion batteripakke på 17,5 kWh, hvilket skulle give en rækkevidde på 120 km på en opladning.



Quick-Charge

DS3 Electrum understøtter Quick-Charge hvor batteripakken kan oplades fra en ekstern opladestation fra 0 til 80 % på 30 minutter. Her er der formodentlig tale om et CHAdeMO ladestik, som i forvejen kendes fra Citroën C-Zero, og som også blev nævnt i forbindelse med den nye Citroën Berlingo Electric.

Endnu kun som koncept

Det skal noteres at der er tale om en konceptbil, men hvis publikums reaktion efter udstillingen er positiv, så vil Citroën højst sandsynligt overveje at sætte bilen i produktion om ikke fuld, så et begrænset styktal.

DS3 Electrum vil i givet fald kunne blive en rival til Nissan Leaf.

Bemærk at Citroën har endnu ikke frigivet billeder at DS3 Electrum, så billederne i denne artikel er af den almindelige DS3

Specifikationer

  • Rækkevidde pr opladning: cirka 120 km (NEDC cyklus)
  • El-motorer: 2 stk AC Permanentmagnet synkron på hver 64 kW
  • Maksimal effekt: 170 hk (128 kW)
  • Regenerativ bremsning: Ja
  • Transmission: fast gear, ingen kobling
  • Drivlinie: forhjulstræk
  • Batterier: Lithium-ion 17,5 kWh
  • 0-100% opladning: cirka 6 timer on-board lader
  • 0-80% opladningstid: ca 30 minutter ekstern oplader (CHAdeMO)